Skumsprøjt

En hvid stribe af skyer lå en smule skråt henover den gråblå himmel. Under gentog tagstenene sine små emsige buer i det uendelige. Et skotskternet tæppe lå over altanens rækværk og foran det en madras med et hvidt lagen. Det var udsigten ud gennem de åbne døre i soveværelset. En lille flyvemaskine slog en runde ind i det blå, man kunne svagt høre propellens karakteristiske dunken blandt lydene, der steg op fra gården langt nede. Flyvemaskinen blev ved med at cirkle rundt og kom for tredje gang ind i billedfeltet afgrænset af karmene omkring altandørene. Fjerde gang, men denne gang kun kort oppe i det venstre hjørne. Flyvemaskinen var helt væk nu. Han lå og ventede på at der skulle ske noget. Ikke noget ydre, men en indre tilskyndelse, der ville sende ham afsted. Han tvivlede på at det ville ske. Han håbede på en historie som kunne bjergtage ham, som ville folde sig ud over hele verden og til alle tider og hvor tiden ville stå vibrerende som en bølge lige før den falder og brydes i skumsprøjt og hvirvler.