Lugten af det friske træ fyldte hans næse og han kunne næsten smage træet i mundhulen. Flere gange havde han smagt på træet og opdaget, at der var stor forskel på den søde duft og den bitre og hårde smag, som træet efterlod i hans mund. Som ville det opløse hans tænder, hvis han fortsatte med at tygge på det lille stykke træ, han havde puttet i munden. Duften var til gengæld behagelig og tilfredsstillende på en måde, som han ikke oplevede ellers. Den korte sav med de skarpe tænder skar sig igennem træet uden at han behøvede at lægge kræfter i tagene. Frem og tilbage. Grenen faldt ned på den gamle presenning, der lå 4-5 meter under ham på jorden. Han lagde saven over i den anden hånd og fortsatte med den næste gren. En summen over hans hoved fik ham til at se op og han fik øje på et lille fartøj, der fortsatte hen imod huset, hvor det lagde en lille æske på verandaen før det skød i vejret og forsvandt henover trætoppene. Han spekulerede et øjeblik på, hvad det kunne være, men kom ikke i tanke om det.
Fysisk arbejde var en luksus, som forbandt ham med tidligere tiders mennesker. Deres evige arbejde med at få verden omkring sig til at være under kontrol. Det var ikke nødvendigt for ham. Der var små maskiner til det meste og ellers kunne man altid tilkalde nogle, som kunne hjælpe ham med at få ordnet det ene eller det andet. Han havde mærket alle grenene han ville have fjernet og før hvert snit overvejede han grundigt hvilken vinkel, der ville give det bedste resultat. Mest var det halvfems grader på øjemål, men nogle gange fulgte han stammens vinkel, hvis den var helt tæt på. Andre gange skar han den vandret over. Han fulgte sin mavefornemmelse. Da alle de grene, han havde mærket, var savet over, kravlede han ned ad stigen.
Forbindelsen tilbage i tiden var vigtig. Han tænkte nogle gange på tiden som noget der gentog sig selv, som en slange der bed sig selv i halen eller som en spiral, der snoede sig tilbage, men alligevel flyttede sig fremefter. Det med at tiden var en konstruktion eller helt relativ og måske derfor egentlig ikke eksisterede kunne han ikke rigtig få til at blive virkelig for ham. Tiden gik og særligt havde den gået. På trods af alle fremskridt skulle han dø en dag og halvdelen af hans tid på jorden var allerede gået. Brugt op. Passeret igennem ham. Det undrede ham at han kunne læse at alle hans celler regenererede og at i løbet af syv år var alle hans celler blevet skiftet ud med nye celler. Hvorfor kunne kroppen ikke blive ved med det? Hvordan huskede hudcellerne de alderdomstegn, som den tidligere celle havde? Han prøvede at komme i tanke om der var nogle livsformer, som ikke blev ældre. Bakterier? Vira? De små bjørnedyr? Han kunne ikke huske det. Det var en anden ting, som blev anderledes med alderen. Hverdagen stod ikke så klart længere efter nogle få timer. Til gengæld kunne han huske ting, som han lærte sig om det ene eller det andet meget klart. Han vidste ting og kunne recitere små digte, huske et årstal og navne, som var med til at styrke hans identitet på arbejdet. Den løsere tilknytning til hverdagen, som hans hukommelse havde besluttet sig for, gjorde til gengæld, at der kunne løsrive sig stykker af hans fortid og dumpe ned i hans bevidstheds hav. Flere gange havde han set en gletsjer kælve på en af skærmene og den masse af is, der helt lydløst faldt og sank i havet, gav et sug i maven af genkendelse. Som en nødvendig naturkraft omgav en stemning og en situation fra hans liv ham og rev ham ud af den sammenhæng, som hverdagen forsøgte at holde ham fast i. Det var som at blive smidt ind i én af de tredimensionelle film, som aldrig rigtig blev populære, hvor man kunne agere og flytte sig rundt. Samtidig som virkeligheden jo stadig var dér. En fortid som blev stadig mere fremmed og nogle gange chokerende for der var sket ting, som ikke kunne ske mere uden at blive betragtet som højst unormalt. Det var det måske allerede dengang.
Andre gange var det nattedrømme, som stod helt klart for ham. Ikke bare lige når han var vågnet, men hele dagen og dagene efter. Så var det helt andre verdener og roller, som optog ham. På den anden side gjorde det ikke så meget for han havde alle mulige små programmer på sin skærm, der hjalp ham med at huske det, som han vidste at han kom til at glemme. Så han nød faktisk at hengive sig til sit indre liv. Men samtidig kunne han i perioder, hvor der ikke var drømme eller erindringer, der pressede sig på, nyde at huske dagene i alle dens små detaljer. Der var en følelse af kontrol og sammenhæng, hvor han ikke var tvivl om, hvem han var eller hvor han var på vej hen. Det var selve detaljen, der fyldte ham. Som nu hvor træet, han havde beskåret, stod skarpt og lysende i dets nye form. Det var så utrolig meget træ, som han i sine klare stunder kunne opleve sig selv som et helt bestemt menneske i en verden af mennesker og ting. Lysende.
Han tog fat i rebet som sad fast i presenningen og begyndte at trække den forbi den gamle stald og om til møddingen, hvor han lagde haveaffaldet. Det var snart hundrede år siden at der havde været dyr i stalden og lort på møddingen, men han følte sig forbundet med de mennesker, som engang havde brugt det samme sted til at lægge det, som ikke hørte til længere og som skulle formuldes og blive næring for nyt liv. Som han engang skulle blive til muld og næring for nyt liv. Han havde kæmpet og kæmpet sig igennem barndom, ungdom og som voksen og nu som midaldrende havde han fornemmelsen af at have passeret bakketoppen, sluppet pedalerne og blive suget ned af tyngdekraften. Glæden og lettelsen ved farten, letheden og suget i maven og samtidig vide, virkelig vide, at når han nåede bunden af bakken ville turen være slut.
Han tog grenene én ad gangen og smed dem på bunken. Indimellem så han ned mod skovbrynet og håbede at få øje på en elg. Eller et rådyr eller en hare. Det gav ham en dyb glæde, når han opdagede et af de andre pattedyr, som levede i skoven. Mange af dyrene var forsvundet, men nogle nye var kommet til. Vildsvinene var over det hele, men han så dem sjældent og han havde hørt at de blevet mere sky over for mennesker end de var i forvejen. Måske fordi de blev jaget hele året af mennesker med våben, der kunne se i mørke og indimellem med de små flyvende maskiner, der var armeret med det, som lignede en gammeldags sømpistol. De kunne selv opsøge, nedlægge og få bortfjernet kadaverne af vildsvinene. Det skræmte ham at være en del af en verden, som han ikke længere havde kontrol over. Som han ikke længere følte sig hjemme i.
Han lagde presenningen på plads og hentede leen. Gik ned mod de nysåede æbletræer og begyndte langsomt at rydde en plads i engen omkring dem. Træhåndtagene faldt på plads i hånden, han kompenserede for tyngden ved at lægge vægten frem på fodbalderne og gå ned i knæene. Det lange knivblad gled langs jorden og skar græsser og stængler over. Han svingede overkroppen i en vridende halvcirkel tilbage, flyttede fødderne lidt frem, og svingede bladet frem igen. Dette gentog han ti, tolv gange, skubbede det afskårne græs sammen i en bunke. Tog slibestenen fra den lille gule plasticholder med vand i og førte stenen ned over bladet i glidende vante bevægelser. Opmærksomt for han vidste hvor skarpt bladet var og hvor lidt der skulle til for at han kunne komme til at skære dybt ind i sit eget kød. Han så hvor tæt på bladet lå på hans fingre, håndflade og håndled. Lyden af stenen mod bladet; følelsen af stenens og bladets hårdhed opløstes i bløde skyer for hans musklers hjemmevanthed med bevægelsen. Han tog leen i hænderne igen og lagde græsset ned. Stykke for stykke.
Bonsai
Lugten af det friske træ fyldte hans næse og han kunne næsten smage træet i mundhulen. Flere gange havde han smagt på træet og opdaget, at der var stor forskel på den søde duft og den bitre og hårde smag, som træet efterlod i hans mund. Som ville det opløse hans tænder, hvis han fortsatte med at tygge på det lille stykke træ, han havde puttet i munden. Duften var til gengæld behagelig og tilfredsstillende på en måde, som han ikke oplevede ellers. Den korte sav med de skarpe tænder skar sig igennem træet uden at han behøvede at lægge kræfter i tagene. Frem og tilbage. Grenen faldt ned på den gamle presenning, der lå 4-5 meter under ham på jorden. Han lagde saven over i den anden hånd og fortsatte med den næste gren. En summen over hans hoved fik ham til at se op og han fik øje på et lille fartøj, der fortsatte hen imod huset, hvor det lagde en lille æske på verandaen før det skød i vejret og forsvandt henover trætoppene. Han spekulerede et øjeblik på, hvad det kunne være, men kom ikke i tanke om det.
Fysisk arbejde var en luksus, som forbandt ham med tidligere tiders mennesker. Deres evige arbejde med at få verden omkring sig til at være under kontrol. Det var ikke nødvendigt for ham. Der var små maskiner til det meste og ellers kunne man altid tilkalde nogle, som kunne hjælpe ham med at få ordnet det ene eller det andet. Han havde mærket alle grenene han ville have fjernet og før hvert snit overvejede han grundigt hvilken vinkel, der ville give det bedste resultat. Mest var det halvfems grader på øjemål, men nogle gange fulgte han stammens vinkel, hvis den var helt tæt på. Andre gange skar han den vandret over. Han fulgte sin mavefornemmelse. Da alle de grene, han havde mærket, var savet over, kravlede han ned ad stigen.
Forbindelsen tilbage i tiden var vigtig. Han tænkte nogle gange på tiden som noget der gentog sig selv, som en slange der bed sig selv i halen eller som en spiral, der snoede sig tilbage, men alligevel flyttede sig fremefter. Det med at tiden var en konstruktion eller helt relativ og måske derfor egentlig ikke eksisterede kunne han ikke rigtig få til at blive virkelig for ham. Tiden gik og særligt havde den gået. På trods af alle fremskridt skulle han dø en dag og halvdelen af hans tid på jorden var allerede gået. Brugt op. Passeret igennem ham. Det undrede ham at han kunne læse at alle hans celler regenererede og at i løbet af syv år var alle hans celler blevet skiftet ud med nye celler. Hvorfor kunne kroppen ikke blive ved med det? Hvordan huskede hudcellerne de alderdomstegn, som den tidligere celle havde? Han prøvede at komme i tanke om der var nogle livsformer, som ikke blev ældre. Bakterier? Vira? De små bjørnedyr? Han kunne ikke huske det. Det var en anden ting, som blev anderledes med alderen. Hverdagen stod ikke så klart længere efter nogle få timer. Til gengæld kunne han huske ting, som han lærte sig om det ene eller det andet meget klart. Han vidste ting og kunne recitere små digte, huske et årstal og navne, som var med til at styrke hans identitet på arbejdet. Den løsere tilknytning til hverdagen, som hans hukommelse havde besluttet sig for, gjorde til gengæld, at der kunne løsrive sig stykker af hans fortid og dumpe ned i hans bevidstheds hav. Flere gange havde han set en gletsjer kælve på en af skærmene og den masse af is, der helt lydløst faldt og sank i havet, gav et sug i maven af genkendelse. Som en nødvendig naturkraft omgav en stemning og en situation fra hans liv ham og rev ham ud af den sammenhæng, som hverdagen forsøgte at holde ham fast i. Det var som at blive smidt ind i én af de tredimensionelle film, som aldrig rigtig blev populære, hvor man kunne agere og flytte sig rundt. Samtidig som virkeligheden jo stadig var dér. En fortid som blev stadig mere fremmed og nogle gange chokerende for der var sket ting, som ikke kunne ske mere uden at blive betragtet som højst unormalt. Det var det måske allerede dengang.
Andre gange var det nattedrømme, som stod helt klart for ham. Ikke bare lige når han var vågnet, men hele dagen og dagene efter. Så var det helt andre verdener og roller, som optog ham. På den anden side gjorde det ikke så meget for han havde alle mulige små programmer på sin skærm, der hjalp ham med at huske det, som han vidste at han kom til at glemme. Så han nød faktisk at hengive sig til sit indre liv. Men samtidig kunne han i perioder, hvor der ikke var drømme eller erindringer, der pressede sig på, nyde at huske dagene i alle dens små detaljer. Der var en følelse af kontrol og sammenhæng, hvor han ikke var tvivl om, hvem han var eller hvor han var på vej hen. Det var selve detaljen, der fyldte ham. Som nu hvor træet, han havde beskåret, stod skarpt og lysende i dets nye form. Det var så utrolig meget træ, som han i sine klare stunder kunne opleve sig selv som et helt bestemt menneske i en verden af mennesker og ting. Lysende.
Han tog fat i rebet som sad fast i presenningen og begyndte at trække den forbi den gamle stald og om til møddingen, hvor han lagde haveaffaldet. Det var snart hundrede år siden at der havde været dyr i stalden og lort på møddingen, men han følte sig forbundet med de mennesker, som engang havde brugt det samme sted til at lægge det, som ikke hørte til længere og som skulle formuldes og blive næring for nyt liv. Som han engang skulle blive til muld og næring for nyt liv. Han havde kæmpet og kæmpet sig igennem barndom, ungdom og som voksen og nu som midaldrende havde han fornemmelsen af at have passeret bakketoppen, sluppet pedalerne og blive suget ned af tyngdekraften. Glæden og lettelsen ved farten, letheden og suget i maven og samtidig vide, virkelig vide, at når han nåede bunden af bakken ville turen være slut.
Han tog grenene én ad gangen og smed dem på bunken. Indimellem så han ned mod skovbrynet og håbede at få øje på en elg. Eller et rådyr eller en hare. Det gav ham en dyb glæde, når han opdagede et af de andre pattedyr, som levede i skoven. Mange af dyrene var forsvundet, men nogle nye var kommet til. Vildsvinene var over det hele, men han så dem sjældent og han havde hørt at de blevet mere sky over for mennesker end de var i forvejen. Måske fordi de blev jaget hele året af mennesker med våben, der kunne se i mørke og indimellem med de små flyvende maskiner, der var armeret med det, som lignede en gammeldags sømpistol. De kunne selv opsøge, nedlægge og få bortfjernet kadaverne af vildsvinene. Det skræmte ham at være en del af en verden, som han ikke længere havde kontrol over. Som han ikke længere følte sig hjemme i.
Han lagde presenningen på plads og hentede leen. Gik ned mod de nysåede æbletræer og begyndte langsomt at rydde en plads i engen omkring dem. Træhåndtagene faldt på plads i hånden, han kompenserede for tyngden ved at lægge vægten frem på fodbalderne og gå ned i knæene. Det lange knivblad gled langs jorden og skar græsser og stængler over. Han svingede overkroppen i en vridende halvcirkel tilbage, flyttede fødderne lidt frem, og svingede bladet frem igen. Dette gentog han ti, tolv gange, skubbede det afskårne græs sammen i en bunke. Tog slibestenen fra den lille gule plasticholder med vand i og førte stenen ned over bladet i glidende vante bevægelser. Opmærksomt for han vidste hvor skarpt bladet var og hvor lidt der skulle til for at han kunne komme til at skære dybt ind i sit eget kød. Han så hvor tæt på bladet lå på hans fingre, håndflade og håndled. Lyden af stenen mod bladet; følelsen af stenens og bladets hårdhed opløstes i bløde skyer for hans musklers hjemmevanthed med bevægelsen. Han tog leen i hænderne igen og lagde græsset ned. Stykke for stykke.