Jeg husker tilbage til de sidste klasser i skolen, hvor jeg skrev stile. Min far havde fået arbejde i den nordlige del af landet og jeg skulle flytte med. Vi kørte i en Ford Granada langs kysten, og hver gang en fjord skar sig ind i landet, tog vi en lille færge over. Det var virkelig korte sejlture og min far elskede at mærke den store bil accelerere op fra de små færgers dæk og jeg grinede og smilede til ham. Vi var kørt fra en forstad uden for landets hovedstad, hvor jeg havde været ret ulykkelig og jeg håbede på en ny begyndelse. Jeg var 12 år gammel, naiv og godtroende. Jeg var lykkelig for at komme væk og for at få en tid alene med min far. Vi skulle være sammen det første år. Senere ville hans kæreste og hendes søn komme. Mine søskende skulle komme og besøge os. Jeg skulle tilbage og besøge min mor. Men til hverdag skulle jeg gå i den lokale landsbyskole.
Efter et års tid var jeg faldet til. Jeg havde fået den ældre inspektør til at se rødt ved i en time at skrive en ironisk distanceret kritik af lærernes undervisning. Det var ikke noget jeg mente, men det var glæden over at kunne skrive det. Glæden over ordenes knald og jeg havde ikke overvejet at kuglerne kunne ramme. Jeg husker ikke at jeg fik sagt undskyld til inspektøren, og min far måtte bagatellisere det og sige, at det blot var et barn, og at det ikke skulle tages alvorligt. Vi var blevet kaldt til samtale hos inspektøren. Det havde vi været før på en tidligere skole, hvor vi havde fået valget mellem at blive smidt ud eller at gå ud. Vi valgte det sidste. Min klasse havde bygget en by af mælkekartoner og i et af de anfald af rødglødende hidsighed, som jeg var begyndt at tillægge mig, havde jeg trampet den i stykker. Jeg kan ikke længere huske om det var det, som endelig gjorde udfaldet, men det er det, som jeg stadig husker med den største pinagtighed. Jeg kunne ikke rumme skammen dengang, men som årene går, hjemsøger den mig med større og større klarhed.
Senere skrev jeg en stil til vores dansklærer, en lille forsigtig kvinde, som var flyttet sammen med sin dansklærer, der må have været noget ældre end hende. I det sidste år forlod hun klassen grædende og ville ikke tilbage til os. Men inspektøren ville ikke høre tale om det, og hun måtte tilbage. Hun havde ingen respekt i klassen. Titlen på stilen var ’Døden har en årsag’ og handlede om en mand, der havde stjålet nogle diamanter, og som flygter gennem kloakkerne. Han bliver forvirret, går vild, falder og knuser sit kranie, og rotterne kommer. Senere bliver manuskriptet til denne historie fundet i blodet hos en lærer og dette stykke havde jeg sat et hvidt klistermærke henover og skrevet ’CENSUR’. Ordenes omrids trådte stadig frem fra det mælkehvide skind. Nu var jeg blevet opmærksom på ordenes kraft uden rigtig at tage konsekvenserne af det. Min dansklærer tog det i stiv arm og skrev en kommentar og gav den en karakter. Begge dele har jeg glemt, men ikke selve historien.
Jeg skrev digte. Små tekststykker. Dagbog. Jeg er blevet ved med at skrive igennem årene, samtidig med at jeg drømte om at være forfatter. Være ham der havde skrevet det; hvad det nu end måtte være. Jeg arbejdede på et forlag, men holdt op igen, for jeg ville ikke være sekretær for forfatterne. Jeg ville selv skrive. Men jeg kunne ikke finde en form på det. Manglede en sammenhæng, et sted. Noget jeg ville skrive. Kunne ikke holde mig selv fast. Det blev små forsøg og tekststykker. Livet fortsatte med kærester, studier, jobs, børn, lejligheder, huse, både, fødselsdage og venner. Langsomt tabte jeg forbindelsen til den ene ven, til den anden, til den tredje. Til sidst var der meget få tilbage og ingen, der var mine venner, som de før havde været det. Som jeg kunne ringe til og som ringede til mig.
Jeg oprettede en hjemmeside, men ingen kender til den. Jeg havde ellers gjort mig umage med at finde et navn som kunne fange den kraft, som ordene rummer for mig: Jærtegn, kaldte jeg den og håber stadig, at den er et jærtegn for, at jeg er den skrivende, som jeg altid har drømt om at være.
Nu skriver jeg sjældent sammenhængende prosa, men jeg elsker at sætte ordene sammen. Ord for ord. Sætning for sætning. Det flyder igennem i mig uden den store anstrengelse, og det er måske derfor. Derfor at jeg ikke kan finde tyngden. Det er let at sætte ordene sammen. Jeg længes efter en alvor og en nødvendighed. For mine ord er virkelige og skal gribe fat i verden, men det er fantasiens vingefang og umådelige vidder, der lokker mig. Jeg drømmer om uvirkelighed der bliver virkelighed.
Før vi kørte nordpå dengang, sad jeg på loftet i vores villa og læste den uendelige historie ved et stearinlys, mens det regnede i mørket udenfor. Jeg drømte, jeg var drengen i eventyret, der havde sneget sig væk og op på loftet og sad og læste (som jeg) og blev en del af Fantasias historie. Fantasia skulle reddes fra det store ingenting.
At blive løftet op på dragens vinger og få del i eventyret, der griber fat i selve eksistensens rødder og rusker. Med fare for liv og forstand.
Dragens vinger
Jeg husker tilbage til de sidste klasser i skolen, hvor jeg skrev stile. Min far havde fået arbejde i den nordlige del af landet og jeg skulle flytte med. Vi kørte i en Ford Granada langs kysten, og hver gang en fjord skar sig ind i landet, tog vi en lille færge over. Det var virkelig korte sejlture og min far elskede at mærke den store bil accelerere op fra de små færgers dæk og jeg grinede og smilede til ham. Vi var kørt fra en forstad uden for landets hovedstad, hvor jeg havde været ret ulykkelig og jeg håbede på en ny begyndelse. Jeg var 12 år gammel, naiv og godtroende. Jeg var lykkelig for at komme væk og for at få en tid alene med min far. Vi skulle være sammen det første år. Senere ville hans kæreste og hendes søn komme. Mine søskende skulle komme og besøge os. Jeg skulle tilbage og besøge min mor. Men til hverdag skulle jeg gå i den lokale landsbyskole.
Efter et års tid var jeg faldet til. Jeg havde fået den ældre inspektør til at se rødt ved i en time at skrive en ironisk distanceret kritik af lærernes undervisning. Det var ikke noget jeg mente, men det var glæden over at kunne skrive det. Glæden over ordenes knald og jeg havde ikke overvejet at kuglerne kunne ramme. Jeg husker ikke at jeg fik sagt undskyld til inspektøren, og min far måtte bagatellisere det og sige, at det blot var et barn, og at det ikke skulle tages alvorligt. Vi var blevet kaldt til samtale hos inspektøren. Det havde vi været før på en tidligere skole, hvor vi havde fået valget mellem at blive smidt ud eller at gå ud. Vi valgte det sidste. Min klasse havde bygget en by af mælkekartoner og i et af de anfald af rødglødende hidsighed, som jeg var begyndt at tillægge mig, havde jeg trampet den i stykker. Jeg kan ikke længere huske om det var det, som endelig gjorde udfaldet, men det er det, som jeg stadig husker med den største pinagtighed. Jeg kunne ikke rumme skammen dengang, men som årene går, hjemsøger den mig med større og større klarhed.
Senere skrev jeg en stil til vores dansklærer, en lille forsigtig kvinde, som var flyttet sammen med sin dansklærer, der må have været noget ældre end hende. I det sidste år forlod hun klassen grædende og ville ikke tilbage til os. Men inspektøren ville ikke høre tale om det, og hun måtte tilbage. Hun havde ingen respekt i klassen. Titlen på stilen var ’Døden har en årsag’ og handlede om en mand, der havde stjålet nogle diamanter, og som flygter gennem kloakkerne. Han bliver forvirret, går vild, falder og knuser sit kranie, og rotterne kommer. Senere bliver manuskriptet til denne historie fundet i blodet hos en lærer og dette stykke havde jeg sat et hvidt klistermærke henover og skrevet ’CENSUR’. Ordenes omrids trådte stadig frem fra det mælkehvide skind. Nu var jeg blevet opmærksom på ordenes kraft uden rigtig at tage konsekvenserne af det. Min dansklærer tog det i stiv arm og skrev en kommentar og gav den en karakter. Begge dele har jeg glemt, men ikke selve historien.
Jeg skrev digte. Små tekststykker. Dagbog. Jeg er blevet ved med at skrive igennem årene, samtidig med at jeg drømte om at være forfatter. Være ham der havde skrevet det; hvad det nu end måtte være. Jeg arbejdede på et forlag, men holdt op igen, for jeg ville ikke være sekretær for forfatterne. Jeg ville selv skrive. Men jeg kunne ikke finde en form på det. Manglede en sammenhæng, et sted. Noget jeg ville skrive. Kunne ikke holde mig selv fast. Det blev små forsøg og tekststykker. Livet fortsatte med kærester, studier, jobs, børn, lejligheder, huse, både, fødselsdage og venner. Langsomt tabte jeg forbindelsen til den ene ven, til den anden, til den tredje. Til sidst var der meget få tilbage og ingen, der var mine venner, som de før havde været det. Som jeg kunne ringe til og som ringede til mig.
Jeg oprettede en hjemmeside, men ingen kender til den. Jeg havde ellers gjort mig umage med at finde et navn som kunne fange den kraft, som ordene rummer for mig: Jærtegn, kaldte jeg den og håber stadig, at den er et jærtegn for, at jeg er den skrivende, som jeg altid har drømt om at være.
Nu skriver jeg sjældent sammenhængende prosa, men jeg elsker at sætte ordene sammen. Ord for ord. Sætning for sætning. Det flyder igennem i mig uden den store anstrengelse, og det er måske derfor. Derfor at jeg ikke kan finde tyngden. Det er let at sætte ordene sammen. Jeg længes efter en alvor og en nødvendighed. For mine ord er virkelige og skal gribe fat i verden, men det er fantasiens vingefang og umådelige vidder, der lokker mig. Jeg drømmer om uvirkelighed der bliver virkelighed.
Før vi kørte nordpå dengang, sad jeg på loftet i vores villa og læste den uendelige historie ved et stearinlys, mens det regnede i mørket udenfor. Jeg drømte, jeg var drengen i eventyret, der havde sneget sig væk og op på loftet og sad og læste (som jeg) og blev en del af Fantasias historie. Fantasia skulle reddes fra det store ingenting.
At blive løftet op på dragens vinger og få del i eventyret, der griber fat i selve eksistensens rødder og rusker. Med fare for liv og forstand.