Der er mange måder at komme i fængsel på. Jeg valgte den enkle vej, fordi jeg troede at jeg kunne slippe afsted med det og være noget rigere i tilgift. Dette er ikke historien om, hvordan jeg kom i fængsel. Nu tænker du måske at en opbyggelig fortælling, som vi alle kan bruge til noget, er under opsejling. Sådan en fortælling der sælger selvhjælpsbøger og profilerer uinteressante forfattere. Det kan du godt slå ud af hovedet.
Min celle var 2,85 cm på den korte led og 3,15 på den lange led. To tal der passer sammen som to elskende. Jerndør i den ene ende, højtsiddende vindue i den anden. Seng og skab langs den ene væg; skrivebord og en lille reol langs den anden. En spand som toilet, som jeg kunne tømme to gange om dagen. Jeg kunne have anskaffet mig tv og playstation, men jeg undlod fordi jeg ville noget andet: Tvinge mig selv til at spilde tiden på en frustrerende måde. Ved ikke at være distraheret, men fokuseret på at jeg var lukket inde og ikke havde noget at lave.
Frivillig isolation hedder det, hvis man ikke er farlig nok til at blive tvunget til det. Meditation kalder de det også, hvis man sidder med korslagte ben og omgiver sig med jordfarver. Jeg kaldte det at mærke sekunderne gå. Det var nogenlunde ligesåubærligt, som at trække hårene på underarmen ud med en pincet. Eller at sidde i ventesal og vide at toget først kommer om to år og tre måneder og af en eller anden grund er du tvunget til at vente. Ikke skabe sig en tilværelse, men vente. Ikke gøre noget, ikke en raffineret ikke-handlen, men bare vente.
Efter nogle måneder blev jeg sendt til samtale med den psykolog, der var tilknyttet og som havde konsultation om torsdagen. Jeg talte ikke så meget mere, men jeg gjorde mig umage med min hygiejne. Det var dagens ritual, der endnu forbandt mig med den, jeg havde været, før de lukkede døren bag mig.
Efter nogle enstavelsesord og langvarige seancer af øjenkontakt skrev psykologen en udtalelse. Hun mente ikke det var nødvendigt at sende mig til en psykiater (så er det nemlig alvorligt), men vurderede at jeg var på en selvvalgt spirituel rejse, som kunne sammenlignes med de munke der havde aflagt løfte om fuldstændig tavshed. Også de kunne i perioder isolere sig i celler som min for i afsondrethed at mærke, hvordan verden slap taget i deres påvirkelige sind. Det var selvfølgelig ikke det jeg gjorde, selvom jeg ikke var klar over det.Det var min egen straf og min eget forsøg på at finde en frihed. Hårdere og paradoksalt for den situation jeg var i.
Allerede kort efter mødet med psykologen begyndte min virkelighedsopfattelse at slå revner. Minder blev stærkere end rummet jeg sad i. Nogen gange kunne jeg vælge, hvor jeg ville være henne. Ikke at jeg kunne teleportere mig andre steder hen, men min overbevisning slap fortøjningerne til det mine sanser fortalte mig og ‘jeg’ kunne lige så godt mene at jeg var ude at sejle. Eller i skole i en af de små klasser. Og, så var jeg det. Læreren, klassekammeraterne og alle deres navne. Lugten i lokalet; til frokost, til formning. Hvad jeg følte, hvad jeg ville når det ringede ud til frikvarter (have et af rebene til ‘jorden er giftig’). Så bortset fra at jeg kunne se cellen omkring mig var mine tanker, mine følelser, ja, selv mine sanser engageret i at genleve og nogle gange opleve helt nye situationer som et af mine tidligere jeg’er. Er det en frihed? Eller en galskab? Jeg hengav mig til disse rejser i tid og rum. Besøgte og lærte mig selv at kende igen. Det virkede uendeligt.
Alligevel holdt det op. Sekunderne begyndte at trække hår ud igen. Denne gang langsommere og med større omhu.
Det var nu stilheden kom. Minder lagde sig som sand på bunden af et klart hav mellem tang, sten og krabber. Minderne var der jo stadig, men de var faldet ned på bunden og rørte lidt på sig dernede. Det var stilheden der stod krystalklar og var et postulat om et ingenting som alting udsprang af. Det lyder lidt som tanker om tao eller zen, men det var en tilstand, som ikke varede ved. Jeg kunne blive så optaget af krystallet omkring mig at vagten, der fulgte mig på toilettet, mistede substans. Jeg tror de havde afskrevet mig og overlod det til psykologen at se efter mit mentale helbred. Det var på en af disse ture for at tømme spanden at jeg brød sammen.
Den svuppende lyd fra spanden trængte ind og jeg begyndte at græde. Det fortsatte i dagevis mens jeg faldt hen, hikstede, og græd videre. Til sidst var det slut. Der var stadig et år til jeg blev lukket ud og jeg bad om at afslutte den frivillige isolation.
Jeg blev overflyttet til en afdeling, hvor vi skulle arbejde på værksteder og selv stå for vores mad.Jeg var ikke forvandlet eller ophøjet af de tilstande jeg havde været igennem, men på en helt igennem almindelig måde bare mig selv. Igen. Jeg havde været væk et øjeblik og nu var jeg tilbage.
De finere nuancer viste Hugo og Niels ikke nogen interesse for. De ‘stod for’ afdelingen og ville vide om jeg var sindssyg og om jeg kunne bruges til at smugle for dem. Det ene udelukkede ikke det andet. Ellers ville de sørge for at jeg kom til skade jævnligt og på måder, der langsomt ville invalidere mig. Det var særligt en nøgtern beskrivelse af hvordan et ‘uheld’ med en boremaskine ville rive en af senerne over til min tommelfinger, der overbeviste mig. Og hvordan de ville hjælpe mig med at standse blødningen og sørge for at jeg fik hjælp. Fordi de ikke truede mig, men af omsorg ville at jeg skulle gøre det rigtige. Hvilket vil sige at smugle usb-stik, telefoner og stoffer for dem. Jeg havde ingen modstand. Et par gange blev jeg opdaget, hvilket betød at min tid blev forlænget med fire måneder. Det passede vist Niels og Hugo udmærket. Ellers passede jeg mig selv, talte meget lidt og spiste mest grønsagssupper og grød. Da de lukkede mig ud var jeg ikke længere lykkelig.
Lejlighed, job, flyttede ud af byen og lejede et lille hus, så en kæreste der aldrig flyttede ind. Jord, krysantemummerne, der blomstrer langt ind i det sene efterår, dagene der bliver kortere. Jeg udretter mindre og mindre for hver dag.
Fængslet
Der er mange måder at komme i fængsel på. Jeg valgte den enkle vej, fordi jeg troede at jeg kunne slippe afsted med det og være noget rigere i tilgift. Dette er ikke historien om, hvordan jeg kom i fængsel. Nu tænker du måske at en opbyggelig fortælling, som vi alle kan bruge til noget, er under opsejling. Sådan en fortælling der sælger selvhjælpsbøger og profilerer uinteressante forfattere. Det kan du godt slå ud af hovedet.
Min celle var 2,85 cm på den korte led og 3,15 på den lange led. To tal der passer sammen som to elskende. Jerndør i den ene ende, højtsiddende vindue i den anden. Seng og skab langs den ene væg; skrivebord og en lille reol langs den anden. En spand som toilet, som jeg kunne tømme to gange om dagen. Jeg kunne have anskaffet mig tv og playstation, men jeg undlod fordi jeg ville noget andet: Tvinge mig selv til at spilde tiden på en frustrerende måde. Ved ikke at være distraheret, men fokuseret på at jeg var lukket inde og ikke havde noget at lave.
Frivillig isolation hedder det, hvis man ikke er farlig nok til at blive tvunget til det. Meditation kalder de det også, hvis man sidder med korslagte ben og omgiver sig med jordfarver. Jeg kaldte det at mærke sekunderne gå. Det var nogenlunde ligeså ubærligt, som at trække hårene på underarmen ud med en pincet. Eller at sidde i ventesal og vide at toget først kommer om to år og tre måneder og af en eller anden grund er du tvunget til at vente. Ikke skabe sig en tilværelse, men vente. Ikke gøre noget, ikke en raffineret ikke-handlen, men bare vente.
Efter nogle måneder blev jeg sendt til samtale med den psykolog, der var tilknyttet og som havde konsultation om torsdagen. Jeg talte ikke så meget mere, men jeg gjorde mig umage med min hygiejne. Det var dagens ritual, der endnu forbandt mig med den, jeg havde været, før de lukkede døren bag mig.
Efter nogle enstavelsesord og langvarige seancer af øjenkontakt skrev psykologen en udtalelse. Hun mente ikke det var nødvendigt at sende mig til en psykiater (så er det nemlig alvorligt), men vurderede at jeg var på en selvvalgt spirituel rejse, som kunne sammenlignes med de munke der havde aflagt løfte om fuldstændig tavshed. Også de kunne i perioder isolere sig i celler som min for i afsondrethed at mærke, hvordan verden slap taget i deres påvirkelige sind. Det var selvfølgelig ikke det jeg gjorde, selvom jeg ikke var klar over det. Det var min egen straf og min eget forsøg på at finde en frihed. Hårdere og paradoksalt for den situation jeg var i.
Allerede kort efter mødet med psykologen begyndte min virkelighedsopfattelse at slå revner. Minder blev stærkere end rummet jeg sad i. Nogen gange kunne jeg vælge, hvor jeg ville være henne. Ikke at jeg kunne teleportere mig andre steder hen, men min overbevisning slap fortøjningerne til det mine sanser fortalte mig og ‘jeg’ kunne lige så godt mene at jeg var ude at sejle. Eller i skole i en af de små klasser. Og, så var jeg det. Læreren, klassekammeraterne og alle deres navne. Lugten i lokalet; til frokost, til formning. Hvad jeg følte, hvad jeg ville når det ringede ud til frikvarter (have et af rebene til ‘jorden er giftig’). Så bortset fra at jeg kunne se cellen omkring mig var mine tanker, mine følelser, ja, selv mine sanser engageret i at genleve og nogle gange opleve helt nye situationer som et af mine tidligere jeg’er. Er det en frihed? Eller en galskab? Jeg hengav mig til disse rejser i tid og rum. Besøgte og lærte mig selv at kende igen. Det virkede uendeligt.
Alligevel holdt det op. Sekunderne begyndte at trække hår ud igen. Denne gang langsommere og med større omhu.
Det var nu stilheden kom. Minder lagde sig som sand på bunden af et klart hav mellem tang, sten og krabber. Minderne var der jo stadig, men de var faldet ned på bunden og rørte lidt på sig dernede. Det var stilheden der stod krystalklar og var et postulat om et ingenting som alting udsprang af. Det lyder lidt som tanker om tao eller zen, men det var en tilstand, som ikke varede ved. Jeg kunne blive så optaget af krystallet omkring mig at vagten, der fulgte mig på toilettet, mistede substans. Jeg tror de havde afskrevet mig og overlod det til psykologen at se efter mit mentale helbred. Det var på en af disse ture for at tømme spanden at jeg brød sammen.
Den svuppende lyd fra spanden trængte ind og jeg begyndte at græde. Det fortsatte i dagevis mens jeg faldt hen, hikstede, og græd videre. Til sidst var det slut. Der var stadig et år til jeg blev lukket ud og jeg bad om at afslutte den frivillige isolation.
Jeg blev overflyttet til en afdeling, hvor vi skulle arbejde på værksteder og selv stå for vores mad. Jeg var ikke forvandlet eller ophøjet af de tilstande jeg havde været igennem, men på en helt igennem almindelig måde bare mig selv. Igen. Jeg havde været væk et øjeblik og nu var jeg tilbage.
De finere nuancer viste Hugo og Niels ikke nogen interesse for. De ‘stod for’ afdelingen og ville vide om jeg var sindssyg og om jeg kunne bruges til at smugle for dem. Det ene udelukkede ikke det andet. Ellers ville de sørge for at jeg kom til skade jævnligt og på måder, der langsomt ville invalidere mig. Det var særligt en nøgtern beskrivelse af hvordan et ‘uheld’ med en boremaskine ville rive en af senerne over til min tommelfinger, der overbeviste mig. Og hvordan de ville hjælpe mig med at standse blødningen og sørge for at jeg fik hjælp. Fordi de ikke truede mig, men af omsorg ville at jeg skulle gøre det rigtige. Hvilket vil sige at smugle usb-stik, telefoner og stoffer for dem. Jeg havde ingen modstand. Et par gange blev jeg opdaget, hvilket betød at min tid blev forlænget med fire måneder. Det passede vist Niels og Hugo udmærket. Ellers passede jeg mig selv, talte meget lidt og spiste mest grønsagssupper og grød. Da de lukkede mig ud var jeg ikke længere lykkelig.
Lejlighed, job, flyttede ud af byen og lejede et lille hus, så en kæreste der aldrig flyttede ind. Jord, krysantemummerne, der blomstrer langt ind i det sene efterår, dagene der bliver kortere. Jeg udretter mindre og mindre for hver dag.