I køkkenet taler radioen om alsang under anden verdenskrig. Én af stemmerne taler om at gøre noget i en afmægtig situation er vigtigt. Opvasken er taget og han er på vej igennem lejligheden for at tage et bad før han skal … det han nu skal. Mens det varme vand løber over hans hud mærker han bølger af velvære og lyst mens lyset fylder det lille badeværelse. Han gnubber huden tør med håndklædet og trækker det hen over ryggen før han går ind i soveværelset. Han har et projekt, der også er et behov. Et behov for at stoppe op, føle ro og lave ingenting; slappe af og ikke have nogen planer. Nulre rundt som hans søster ville sige. Hygge, som hans søn ville sige. Han sætter i gang igen og bøjer sig fremover med strømpen i den ene hånd og går i stå. Han synes det er mere end det. Det er mere zen, mere indsigt, mere mulighed for at se verden med et klart blik. Se sig selv i verden. Ha’ raset ud, sørget færdigt, prøvet sine ambitioner af, fået anerkendelse, grædt færdigt over sig selv, begæret ukendte kvinder, elsket de kendte, blevet såret, ignoreret, udskammet og svinet til og foragtet. Alt det som livet har at byde på og når han trækker vejret og slapper af et øjeblik, kan han være med til det hele. Plads og tid til heling. Det er det han prøver at gøre. I stedet for at gøre noget, gøre noget mere. Han tager bukserne på og skoene og sætter sig ud på altanen. Skyformationerne bliver langsomt trukket hen over himlen. De ligner en hund, eller en boremaskine og bliver forfulgt af en tyrannosaurus rex. Et gammeldags lokomotiv med det lille førerhus midt på og en slags underbid. Himlen er gråblå og de første kølige toner af efterår har diskret stjålet sig ind i sensommerens dovne melodi. Han kan mærke den blide brise på sine kindben og øjenlåg. Den uforsonlige følelse af træstolen på hans lår og ryg. Han falder hen. Mærker tankerne spænde af i et henfald, som efterlader ham i en vægtløs tilstand. Udspændt mellem himmel og jord. Han er ikke helt sikker. Det er en tilstand, der har fulgt ham længe. Nogle gange mistænker han at det er døden som har tag i ham, men det tror han ikke. De gule chilier nikker i vinden sammen med de små aflange blade. De er stærke.
Entropi
I køkkenet taler radioen om alsang under anden verdenskrig. Én af stemmerne taler om at gøre noget i en afmægtig situation er vigtigt. Opvasken er taget og han er på vej igennem lejligheden for at tage et bad før han skal … det han nu skal. Mens det varme vand løber over hans hud mærker han bølger af velvære og lyst mens lyset fylder det lille badeværelse. Han gnubber huden tør med håndklædet og trækker det hen over ryggen før han går ind i soveværelset. Han har et projekt, der også er et behov. Et behov for at stoppe op, føle ro og lave ingenting; slappe af og ikke have nogen planer. Nulre rundt som hans søster ville sige. Hygge, som hans søn ville sige. Han sætter i gang igen og bøjer sig fremover med strømpen i den ene hånd og går i stå. Han synes det er mere end det. Det er mere zen, mere indsigt, mere mulighed for at se verden med et klart blik. Se sig selv i verden. Ha’ raset ud, sørget færdigt, prøvet sine ambitioner af, fået anerkendelse, grædt færdigt over sig selv, begæret ukendte kvinder, elsket de kendte, blevet såret, ignoreret, udskammet og svinet til og foragtet. Alt det som livet har at byde på og når han trækker vejret og slapper af et øjeblik, kan han være med til det hele. Plads og tid til heling. Det er det han prøver at gøre. I stedet for at gøre noget, gøre noget mere. Han tager bukserne på og skoene og sætter sig ud på altanen. Skyformationerne bliver langsomt trukket hen over himlen. De ligner en hund, eller en boremaskine og bliver forfulgt af en tyrannosaurus rex. Et gammeldags lokomotiv med det lille førerhus midt på og en slags underbid. Himlen er gråblå og de første kølige toner af efterår har diskret stjålet sig ind i sensommerens dovne melodi. Han kan mærke den blide brise på sine kindben og øjenlåg. Den uforsonlige følelse af træstolen på hans lår og ryg. Han falder hen. Mærker tankerne spænde af i et henfald, som efterlader ham i en vægtløs tilstand. Udspændt mellem himmel og jord. Han er ikke helt sikker. Det er en tilstand, der har fulgt ham længe. Nogle gange mistænker han at det er døden som har tag i ham, men det tror han ikke. De gule chilier nikker i vinden sammen med de små aflange blade. De er stærke.