Kampen havde været lang og dyr for flere af hans naboer. Han havde ikke selv taget del i den, men blevet i den resignation, som var hans holdning til de fleste af de ting, der skete omkring ham. Uanset at hans naboer havde været både insisterende, taktiske og havde allieret sig med dygtig juridisk assistance var det ikke lykkedes dem at få stoppet opstillingen af vindmøllerne. Hverken ved første eller anden klageinstans. Det havde befæstet hans resignation. Skoven var blevet ryddet i fyrre meters bælter for at give plads til betonkanonerne og senere de lange møllevinger. For hver mølle kom de igen 32 gange for at fylde de 16 huller med 200m3 beton og 25 tons armeringsjern. Noget der vil blive i undergrunden lang tid efter at møllerne om 25 år er taget ned igen. Som en del af grundfjeldet. Endelig blev den første mølle stillet op; en hul rørsektion ad gangen. I løbet af vinteren blev de store bolte spændt for at holde sektionerne sammen. Indimellem måtte de bruge brændere for at smelte isen væk fra skruegangene. Da tårnet stod klar begyndte hans drømme om store grå kæmper, der gik gennem landskabet for at falde omkuld mellem knækkede graner. Øjeblikket, hvor kæmperne faldt, var uendelig lystfyldt og når han vågnede var han let om hjertet. Det, som havde trykket ham ned, var borte og himlen var blå. Drømmen kom oftere og oftere efterhånden som de 32 møller strakte deres isser op i 130 meters højde og strakte deres halvt hundrede meter lange arme ud i deres fulde længde. Der var intet der kunne måle sig med møllerne. Træer og huse blev til miniputter i deres nærhed. Menneskene følte sig små og magtesløse i forhold til det fremskridt der kilede sig ind mellem dem og deres kærlighed til landskabet.
Efter nogle år faldt en af møllerne omkuld en juleaftensdag. De store bolte tålte ikke vådt føre, når de skulle skrues op. Pludselig forstod han hvilket jærtegn Betlehemsstjernen måtte have været og han kunne glimtvis relatere til, hvor stort det var at Jesus havde eksisteret. Den lettelse som nåden er, når man oplevede den. Det skete den juleaften, da han havde været ude at se dét, som han havde drømt så mange gange. Tårnet var gået fra hinanden i sektioner, de bøjede bolte, de forvredne glasfibervinger. Det giver en mærkelig sikkerhed når drømmen træder ind i virkeligheden. Han behøvede ikke længere kæmpe imod drømmens realitet. Den findes; væltet. Fra fundamentet og ned mellem de knækkede graner og ud i lysningen, hvor generatoren lå og lækkede olie.
Kæmper
Væltende kæmper
Kampen havde været lang og dyr for flere af hans naboer. Han havde ikke selv taget del i den, men blevet i den resignation, som var hans holdning til de fleste af de ting, der skete omkring ham. Uanset at hans naboer havde været både insisterende, taktiske og havde allieret sig med dygtig juridisk assistance var det ikke lykkedes dem at få stoppet opstillingen af vindmøllerne. Hverken ved første eller anden klageinstans. Det havde befæstet hans resignation. Skoven var blevet ryddet i fyrre meters bælter for at give plads til betonkanonerne og senere de lange møllevinger. For hver mølle kom de igen 32 gange for at fylde de 16 huller med 200m3 beton og 25 tons armeringsjern. Noget der vil blive i undergrunden lang tid efter at møllerne om 25 år er taget ned igen. Som en del af grundfjeldet. Endelig blev den første mølle stillet op; en hul rørsektion ad gangen. I løbet af vinteren blev de store bolte spændt for at holde sektionerne sammen. Indimellem måtte de bruge brændere for at smelte isen væk fra skruegangene. Da tårnet stod klar begyndte hans drømme om store grå kæmper, der gik gennem landskabet for at falde omkuld mellem knækkede graner. Øjeblikket, hvor kæmperne faldt, var uendelig lystfyldt og når han vågnede var han let om hjertet. Det, som havde trykket ham ned, var borte og himlen var blå. Drømmen kom oftere og oftere efterhånden som de 32 møller strakte deres isser op i 130 meters højde og strakte deres halvt hundrede meter lange arme ud i deres fulde længde. Der var intet der kunne måle sig med møllerne. Træer og huse blev til miniputter i deres nærhed. Menneskene følte sig små og magtesløse i forhold til det fremskridt der kilede sig ind mellem dem og deres kærlighed til landskabet.
Efter nogle år faldt en af møllerne omkuld en juleaftensdag. De store bolte tålte ikke vådt føre, når de skulle skrues op. Pludselig forstod han hvilket jærtegn Betlehemsstjernen måtte have været og han kunne glimtvis relatere til, hvor stort det var at Jesus havde eksisteret. Den lettelse som nåden er, når man oplevede den. Det skete den juleaften, da han havde været ude at se dét, som han havde drømt så mange gange. Tårnet var gået fra hinanden i sektioner, de bøjede bolte, de forvredne glasfibervinger. Det giver en mærkelig sikkerhed når drømmen træder ind i virkeligheden. Han behøvede ikke længere kæmpe imod drømmens realitet. Den findes; væltet. Fra fundamentet og ned mellem de knækkede graner og ud i lysningen, hvor generatoren lå og lækkede olie.