Tanker løber løbsk som vilde heste på en skråning; snubler nedad og flankerne spændes opad. Det er mig, som tænker tanker. Det er tanker, som er i mig, som vil et sted hen eller jeg ved ikke, om de vil et sted hen. Jeg vil gerne skrive noget, som har en form på forhånd. En genre, et plot, en person med et projekt, som vil noget. Teksten vil noget, jeg vil noget. Jeg vil gerne skrive tekster, som er smukke bagefter.
Når jeg er færdig med at skrive, så står de der, som flade hologrammer, der bliver tredimensionelle og næsten virkelige, hver gang du læser dem. Det er det, jeg drømmer om, når jeg skriver.
En skulptur af ord som rækker sin hånd frem til dig og trækker dig med ind i en verden, du kan være i. Som du ville bo i, hvis du kunne. Som du kan tænke på med en ømhed og som en dagdrøm og læse igen nogle år senere. Måske hvert år fordi det er et indre landskab, som er mere dit end noget, der findes i den virkelige verden. Sådan skriver jeg, når jeg skriver.